For dem af os, der kæmper for migranters rettigheder, har de handlinger og kampagner, vi koordinerer, når kære holdes i arresthuse eller forestående udvisningsdatoer, ofte en følelse af, at det haster. Og det bliver en kamp mod uret, hvor vi går på kompromis med den langsomme tid med at genvinde historier, der graver dybt og langt tilbage i historien.
Efterhånden som migrantretfærdighedsbevægelsen kommer væk fra den splittende forestilling om "hvem fortjener at blive", må vi også tage fat på spørgsmålet om, hvorfor folk migrerer i første omgang. De historier, vi fortæller, skal afsløre den neoliberale politik og praksis, der fik vores forældre, bedsteforældre og fætre til at forlade deres lande i første omgang. Vi må afkræfte det USA-centrerede eventyr om, at dette land er den perfekte model for demokrati og stedet, hvor alle drømme går i opfyldelse, og at det er grundene til, at så mange millioner mennesker har risikeret deres liv for at bo her.
Det er et eventyr, der er almindeligt kendt blandt migranter, der også flytter til andre imperiale lande, som da min familie forlod Algeriet til Frankrig. Harsha Walia (en arrangør med Ingen er ulovlig i Canada) definerer dette almindelige globale fænomen som grænseimperialisme. Som hun forklarer og ser det gennem imperialismens linse: "Det tager os væk fra en analyse, der bebrejder og straffer migranter, eller en der tvinger migranter til at assimilere og etablere deres individuelle værd. I stedet orienterer den blikket direkte på processerne med fordrivelse og migration inden for kapitalismens og kolonialismens globale politiske økonomi."
Dagen i dag er et afgørende og afgørende øjeblik – både for regeringens immigrationspolitik og selve migrantretfærdighedsbevægelsen. Inden for et par uger vil Obama have overvåget flere deportationer i sine sidste seks år end nogen tidligere regering, som han har givet sig selv tilnavnet "Deporter in Chief." På trods af administrationens tidlige løfte om at "bruge anklagemyndighedens skøn for at undgå at deportere mennesker med rene optegnelser og stærke familiebånd til USA", er tæt på to millioner familier blevet revet fra hinanden under hans vagt. Præsidenten gav for nylig udtryk for sit "dyb bekymring over smerten" som familier må tage på, når deres hjem bliver ødelagt. Han har bedt ministeren for indenrigssikkerhed, Jeh C. Johnson, om at overveje mere "human praksis". Alligevel undrer jeg mig over, hvilken del af denne traumatiske og voldelige proces, der rummer noget menneskelighed. Udvisningskvoten er fastsat til 400,000 om året, og den private fængselsindustri har en stærk egeninteresse i at holde arresthuse fyldte. DHS har endda indrømmet "detentionssengemandater" til for-profit-industrien, hvilket sikrer, at et vist antal migranter vil blive tilbageholdt for at maksimere profitten.
Som svar har migrantretfærdighedsbevægelsen mobiliseret en hidtil uset bølge af protester, en bølge fyldt med mod og radikal nytænkning. Folk er kommet ud af skyggerne og erklæret: "Udokumenterede! Ikke bange!" Et spektrum af taktikker er dukket op: lobbyer Kongressen for et mere omfattende reformlovforslag; anmoder nyhedspublikationer om at droppe udtryk som "ulovlig" indvandrer; tage modige foranstaltninger for at stoppe busser fulde af tilbageholdte i deres spor; konvergerer ved grænserne at krydse tilbage til USA; og kæmper tilbage i selve arresthusene, som de senest har gjort med de sultestrejke i Northwest Detention Center i Tacoma.
Indramningen af satsen har også ændret sig. Flere og flere skubber grupper ud over dikotomien af "gode" og "dårlige" immigranter - en ramme, der blev pålagt os, og som kunstigt adskiller de "kriminelle", der krydsede over med intet andet end tøjet på ryggen fra dem os, der havde råd til den rigtige slags papirer. Nu presser nogle på for at gå endnu længere og jorde migrantkampen, både eksplicit og offentligt, i en analyse af neoliberalismen. Det er ikke et let skridt at tage. Selvom bevægelsen eskalerer, føles det stadig som om, at der er en grænse, vi er bange for at krydse, en antikapitalistisk og antiimperialistisk kritik, som vi på en eller anden måde ikke må komme med af frygt for konsekvenserne.
Samfundsforkæmper Simón Sedillo beskriver neoliberalisme som "et militærpolitisk økonomisk system, der prioriterer finansielle institutioners og transnationale selskabers roller frem for samfunds grundlæggende rettigheder. [Det] undergraver national suverænitet for at sikre kapitalstrømmen fra det globale syd til det globale nord ved at tage naturressourcer, jord og arbejdskraft med magt for profit."
Under dette system forklarer Sedillo: "Landarbejdere, immigranter, studerende, arbejdere, farvede, fattige mennesker, oprindelige samfund, kvinder, og især oprindelige kvinder, bliver systematisk devalueret og betragtet som engangsbrug. Hvis nogen af disse samfundssektorer organiserer sig og gør modstand, betragtes de som trusler og bliver militære mål. Med andre ord er neoliberalisme den måde, hvorpå banker, politikere og virksomheder konspirerer for at underlægge sig befolkningen som helhed. Dette gøres med smukke ord og ansigter, men det er stadig den samme grimme måde, hvorpå de rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere.”
Bedre forståelse af neoliberalisme i forbindelse med migration har hjulpet en gruppe, som jeg arbejder med, nemlig Salt Lake Dream Team, under vores igangværende kampagne for at stoppe deportationen af Ana Cañenguez og hendes fire sønner. Efter mere end et år med rets- og retssager søger familien Cañenguez om anklagemyndighed og udvisningsudsættelse i et sidste forsøg på at omstøde en domstols afgørelse for dem selv at udvise. De flyttede til Salt Lake City fra El Salvador for at flygte fattigdom, vold i hjemmet og bandetrusler.
I dag bor og arbejder næsten en fjerdedel af El Salvadors befolkning i USA. Økonomien, som engang var afhængig af sin kaffeeksport, afhænger nu af pengeoverførsler fra sine arbejdere i udlandet, som sender penge tilbage til deres familie. Denne udveksling fremskyndes af det faktum, at deres officielle valuta siden 2001 er dollaren. Med andre ord har enhver deportation af en salvadoransk arbejder i USA en direkte negativ indvirkning på økonomien i denne lille mellemamerikanske nation.
For at forstå denne situation er det nyttigt at starte med El Salvadors 12-årige borgerkrig, som skulle blive den dyreste amerikanske intervention i Latinamerika.
USA brugte 1 million dollars om dagen på at finansiere dødspatruljer og en højreekstremistisk militærregering i bestræbelserne på at afværge spredningen af kommunisme og "et andet Nicaragua". Som følge heraf blev landet traumatiseret af massive menneskerettighedskrænkelser og 75,000 menneskers død. Men det, der virkelig væltede vægten, var måske dannelsen af USA-finansierede private udviklingsorganisationer som FUSADES, som fremmede neoliberale programmer i landet. Det har USA også blandet sig i valg og opstille forudsætninger for amerikansk bistand, der tilskynder - man kan sige bestikkelse - politikere til åbne landet til udenlandske multinationale selskaber. Den nylige vedtagelse af offentlig-privat partnerskabslov giver f.eks.regeringens ret til at sælge naturressourcer, infrastruktur og tjenester til udenlandske multinationale selskaber."
Som med ethvert sted, El Salvadors historie er kompleks, rig på mennesker og perspektiver. Dets sociopolitiske system er sammenflettet med lag af ulighed og modstand, af undertrykkelse og befrielse. Spørgsmålet om USA's involvering er heller ikke simpelt, og denne korte historie skimmer kun overfladen. Men spørgsmålet står tilbage: Hvordan ser det ud at tage ansvar for disse årtiers forhold og bagdørsaftaler - og den sociale kaos, disse politikker har skabt?
Står sammen med familien Canenguez går ud over at kæmpe for deres valg eller aflive sådanne myter som om migranter, der stjæler job i en allerede skrøbelig økonomi. Det handler om at fortælle hele historien, den om migration og at forlade sit hjem for at søge asyl i et land, der afgiver løfter, mens det skamløst ødelægger andres baghaver. Det handler om at kræve svar og ansvarlighed. For at gøre dette skal vi have tid til at reflektere, uddanne os selv og forbinde prikkerne. Det betyder filmvisninger, studiegrupper, bogklubber, fællesmiddage eller to-timers te-drik-sessioner for at samle visdommen fra vores ældste. Det betyder, at man tager sig tid til at se på, hvordan neoliberalismen har påvirket en families eget liv og gøre den virkelighed til en mere central del af den historie, vi har fortalt.
Det betyder også, at man skal overvinde frygten for at krydse en grænse, der ikke kan krydses – at flytte fra en fortælling, hvor familier bønfalder om at blive, til en, hvor de kræver den ret baseret på USA's årtiers destruktive internationale politikker. Med andre ord går det at fortælle de manglende dele af migranthistorien ud over at skabe en mere omfattende og præcis fortælling. Det bærer også vægten af ansvar og handling.
Som Ana Cañenguez sagde, "Vi er nødt til at miste frygten for at sige fra ... Det ville være smukt, hvis de 11 millioner mistede frygten. Alt ville se anderledes ud. Jo flere mennesker, der mister frygten, jo mere magt har vi. I enhed er der magt."
Hénia Belalia, en fransk-algerisk indfødt, er en forsvarer af klimaretfærdighed og migrantrettigheder, en facilitator, en teaterinstruktør og en dagdrømmer om kollektiv befrielse. Hendes arbejde er defineret af en konstant udviklende praksis med afkolonisering, healing af forfædres traumer og solidaritet med frontlinjer af kamp, med en ramme forankret i krydsende og overlappende systemiske undertrykkelser. Hun er i øjeblikket i National Coordinating Committee of Deep Roots United Front. (Twitter: @HeniaBelalia)