'Du behøver ikke længere at sænke hovedet og vente på, at manden fortæller dig, hvad du skal gøre; nu træffer vi vores egne beslutninger og deler aktiviteter og ansvar med vores partnere.'
Adilia Amador Sevilla fra Achuapa, Nicaragua
En innovativ udvikling finder i øjeblikket sted i Nicaragua. En række kooperativer med Fair Trade-kontrakter inkluderer i produktionsomkostningerne (for sesamolie og grøn kaffe) en komponent for kvinders ulønnede arbejde. De ser dette arbejde som at understøtte produktionen og skabe stabilitet – og som sådan fortjener anerkendelse og vederlag. Dette er usædvanligt i en verden, som konsekvent undervurderer kvinders arbejde og nægter enten at måle det eller tælle det som økonomisk aktivitet på trods af feministisk kampagne gennem flere årtier. De indsamlede penge bliver brugt af kooperativerne til kollektive projekter for at styrke kvinder og forbedre kønsbalancen i det bredere samfund. Som Adilia siger, bliver forholdet mellem mænd og kvinder radikalt ændret.
Så hvordan opstod dette initiativ?
Der er tre typer ulønnet arbejde, der hovedsageligt udføres af kvinder: arbejde, der er en del af den faktiske produktion, selvom det er ulønnet (som sortering af kaffekirsebær); arbejde, der indirekte bidrager til produktionen (som vask af arbejdstøj); og husligt og andet arbejde i hjemmet, som generelt bidrager til stabiliteten i husholdningen og samfundet.
Fornyelsen af dette initiativ ligger i det faktum, at det omfatter løn ikke kun for den første og anden af disse, men også for den tredje, idet man ser kvinders arbejde i hjemmet som afgørende for at skabe et stabilt miljø, inden for hvilket kontant afgrødeproduktion kan finde sted. .
Udgangspunktet for denne udvikling kom i 2008, hvor kooperativet Juan Francisco Pas Silva skulle forny sin Community Trade-kontrakt (svarende til Fair Trade) for sesamolie med The Body Shop. Co-op og ETICO, en etisk handelsvirksomhed, der arbejder tæt sammen med co-op) begge havde stærke kønspolitikker og ledte efter måder at støtte kvinder gennem denne kontrakt. Ideen om at inkludere en komponent til kvinders ulønnede arbejde kom som et glimt af inspiration. Efter grove beregninger er et tal på 960 cordobas om året, cirka 50 dollars pr manzana (0.7 hektar) blev aftalt – som en anerkendelse og kompensation for kvinders bidrag til produktionen.
Denne beregning, og dens tilføjelse til omkostningerne, blev accepteret af The Body Shop, selvom de ønskede mere begrundelse og flere detaljer om, hvad der faktisk blev betalt for. Efterfølgende har nogle kaffekøbere også sagt ja til at lave en lignende tilføjelse.
De midler, der genereres fra denne prisstigning, bruges til at skaffe ressourcer til kvinders empowerment i samfundet – for eksempel opsparings- og låneordninger, der finansierer håndværkerarbejde, catering og tilberedning af syltetøj og vin til salg i andelsbutikken. Uddannelsesprogrammer er også en prioritet, og grupper af kvinder opfordres til at arbejde sammen i kollektive virksomheder. Siden denne udvikling startede, har der været flere kvinder end mænd, der har tilsluttet sig andelsforeningerne som nye medlemmer, en stigning i antallet af kvinder, der tager initiativ til nye projekter, og en bemærkelsesværdig tilbagebetalingsprocent på 100 procent på lån til kvinder.
Disse ændringer har ført til en øget følelse af selvværd blandt kvinderne, som nu har større tillid til at tale og deltage i andelsforeningernes anliggender. Kvinderne føler sig mere værdsatte og mindre frygtsomme; mange siger, at de nu har en stemme. De føler sig ikke længere usynlige, eller som om de var deres mænds ejendom. Der er en generel følelse fra kvinderne, en følelse, der ofte gentages, at: 'somos tomadas en cuenta' (Vi er nu værdsat, taget i betragtning).
Beslutningen om at inkludere en komponent for kvinders ulønnede arbejde, herunder husligt arbejde i hjemmet, i kontrakter, der fastsætter produktionsomkostningerne for sesamolie og kaffe, ser ud til at have haft en bemærkelsesværdig effekt på de kvindelige modtagere. Dette synes til dels at skyldes kooperativ/fair trade-rammen, som prioriterer solidaritet og kollektivt ansvar. Det er også sådan, at der ikke er tale om et tidsbegrænset bistandsprojekt, men repræsenterer en permanent ændring af lønomkostningsstrukturen, som indtil nu er blevet positivt modtaget af køberne. Den anerkendelse, dette medfører, er afgørende. Selvom dette initiativ har fundet sted i det globale syd, ved værdikædens startpunkt, gælder princippet lige så meget for kvinders situation i andre dele af verden, hvis husarbejde ligeledes er undervurderet.