Landmænd i USA, Europa og for den sags skyld i andre rige og industrialiserede lande holder op med at drive landbrug. Det undrer mig. Hvorfor? De får jo kæmpe tilskud. De har fordelen af at være læsekyndige og teknokyndige. De kan drage fordel af fremtidig handel og råvarebørser. Forbundet med supermarkedsbutikker får de angiveligt en større andel af forbrugerprisen.
Alligevel hyrder de ud af landbruget. Hvordan kan dette være muligt, hvis markedet fungerede til fordel for landmændene? Hvordan kan dette være en realitet på et tidspunkt, hvor den private handel menes at give højere indkomst til landmændene? Alligevel må der være en eller anden grund til sammenbruddet af familiebedrifter i den udviklede verden. Enten er jordrealiteterne i de rige lande langt væk fra vores opfattelse af landbrug, eller også må der være noget helt galt i vores forståelse af markedsøkonomi og landbrug.
Hvad der gør det endnu værre er, at den samme recept på landbrug bliver delt ud til indiske bønder. Politikere og landbrugsvirksomheder føler sig aldrig trætte af at fortælle os, at et sådant paradigmeskift alene vil medføre en anden grøn revolution og befri landmændene fra det gamle mandi-systems kløer. Hvad de ikke fortæller os er, at den samme landbrugsmodel ikke fungerer i Amerika. Landmænd opgiver landbruget i et tempo, der er uden fortilfælde. Landbruget er flyttet over i hænderne på landbrugsvirksomheder.
Tag tilfældet med Europa. Det er den største udbyder af landbrugstilskud. Du får tilskud til at gå ind i landbruget, du får tilskud baseret på den jord, du ejer, du får tilskud til at holde ko, gris eller hest. Du får tilskudt kredit til landbrugsmaskiner, som ofte afskrives efterfølgende. Du får tilskud til at bevare biodiversiteten, til selv at plante hæk. Landdistrikternes infrastruktur fungerer meget effektivt, bønder har adgang til kredit og forsikring, og der er ingen mandier (lokale markedsværfter) som i Indien. Landmanden er med andre ord knyttet til de private markeder.
Og alligevel stopper en landmand hvert minut landbruget. I Amerika er der flere mennesker i fængsler end på gården. Der er cirka 7 millioner mennesker i fængsel eller på prøveløsladelse og kaution. Og kun omkring 700,000 mennesker er tilbage på gården. Takket være landbrugspolitikkerne er amerikanske landmænd blevet drevet ud af landbruget. I sin sidste folketælling i 2000 talte Amerika ikke antallet af landmænd for første gang i historien. I nød ikke. Antallet af landmænd er trods alt faldet til et historisk lavpunkt. Så når Amerika taler om landbrug, taler det faktisk om virksomheder og maskiner.
På den anden side, på trods af de industrielle landbrugssystemer knyttet til supermarkeder, er antallet af mellemmænd faktisk vokset i USA. Den nye race af mellemmænd opererer under én paraplyorganisation. Du har kvalitetskontrolmanden, standardisereren, processoren, forhandleren og så videre. Det er primært for stigningen i antallet af mellemhandlere, at landmandens indkomst er kommet i klemme. Undersøgelser har vist, at da en landmand i 1995 gik på markedet for at sælge sine produkter til en værdi af én dollar, ville hans indkomst være 70 cent. Ti år senere, i 2005, er landmandens indkomst faldet til sølle fire øre. Mellemmændene har pænt pakket resten.
Økonomer og socialites, der bakker op om globale detailhandlers indtog som Wal-mart, Tesco, Reliance og Bharti Telecom, fortæller os gentagne gange, at selvom mellemmændene måske surmuler over at blive udeladt fra den nyerhvervede værdikæde, for landmændene, håb, muligheder og rigdom finder alle vej ind i deres hjem. Tja, virkeligheden er, at de amerikanske landmænd faktisk var fattige af værdikæden. Hvis det er situationen i den anden grønne revolutions Mekka, spekulerer jeg på, hvad der vil ske med de indiske landmænd, når detailkæderne tager over.
Under alle omstændigheder mener fortalere for markedsøkonomi, at det er billigt at tale om selvmord. Som en struds burde vi alle stikke hovedet i sandet og kun se det, de vil have os til at se.
I Amerika, velvidende at nødsalg var det, som landmanden stod over for, havde regeringen grebet ind og givet dem direkte støtte. Hver gård modtager noget tæt på US $ 33,000 om året i føderal støtte. I Canada har National Farmers Union i en undersøgelse vist, at mens de 70-tal landbrugsvirksomheder henter overskud, er landmændene det eneste segment af fødekæden, der lider tab. Landmændene i de rige lande lever i bund og grund af offentlige penge.
Det er nu 600 millioner landmænds tur i Indien. Ligesom bønderne i de rige og industrialiserede lande er det nu deres tur til at blive undertrykt. Uanset hvad der er tilbage af det marginaliserede landbrugssamfund, er der nu på spil. Ikke kun landbrugsvirksomheder, private banker og den nye mikrofinansieringshær, der erstatter de private pengeudlånere med organiseret pengeudlån gennem Selvhjælpsgrupper, gør sig klar til at udvide deres aktiviteter. Som ICICI-chefen KVKamath sagde: "Der er trods alt mange penge at tjene på landdistrikterne".
Den økonomiske forskrift er derfor ikke til, at landmændene skal få en større del af forbrugerprisen. Det kommer ikke til at resultere i, at der kommer nye hjem i landdistrikterne, og at børn går i gode skoler. Som de globale erfaringer viser, er det faktisk rettet mod at lade landbrugsindustrien gå af med hele kagen. Hvem sagde, at du ikke kan få din kage og spise den også? #
(Denne artikel dukkede første gang op i Deccan Herald, Bangalore, Indien, 18. januar 2007)
www.dsharma.net